Livscyklusvurdering
Livscyklusvurdering (LCA) bliver anvendt til at vurdere produkter eller processers miljøpåvirkning i alle de livsfaser, som produktet eller processen gennemgår. Dermed er en livscyklusvurdering et anerkendt værktøj til at vurdere miljøpåvirkning og til at sammenligne forskellige produkter eller løsninger. Læs her mere om, hvor der er krav om livscyklusvurderinger i forbindelse med EU’s klimastrategi “Green Deal”, vurdering af bæredygtighed og tilhørende lovkrav.
Hvad er en livscyklusvurdering?
Livscyklusvurdering (Life Cycle Assessment) kaldes også for LCA. Det er en model til at vurdere produkter og processers samlede miljøpåvirkninger i alle relevante livsfaser. Livscyklusvurderingen er et godt værktøj til at sammenligne miljøbelastningen fra forskellige produkter eller processer. Dermed bliver det også et godt værktøj, når der skal vælges produkter, med den laveste miljøbelastning.
Hvad omfatter en livscyklusvurdering (LCA)?
En livscyklusvurdering (LCA) for et produkt involverer alle faser, lige fra udvinding af råstoffer, oparbejdning af råvarer, produktion, transport, anvendelse og endelig bortskaffelse af produktet, som kan være hel eller delvis genavendelse, forbrænding eller deponi.
En livscyklusvurdering er omfattende og kan også inkludere relaterede livscyklusvurderinger. For eksempel vil der som regel indgå transport i en livscyklusvurdering. Her vil det være relevant at vurdere afbrænding af brændstof, men det er også nød-vendigt at inddrage livscyklusvur-deringen for selve transportmidlet.
Hvad er resultatet af en livscyklusvurdering (LCA)?
En livscyklusvurdering (LCA) vurderer som regel et produkt’s belastning af miljøet med fokus på en eller flere forskellige kategorier. Det kunne fx være med fokus på belastningen af klimaet. Global Warming Potential (GWP), som bliver målt i carbon dioxid ekvivalenter (CO2 eq), er et af de mest omtalte vurderingskriterier. Resultatet af en livscyklusvurdering, dvs. produktets klimabelastning, vil fremgå af en eventuel EPD (miljøvaredeklaration) på produktet.
Livscyklusvurderinger (LCA) er et anerkendt værktøj til at sammenligne produkters miljøpåvirkning og kan vise, hvilket produkt der påvirker miljøet mindst, fx hvor er der lavest udledning af drivhusgasser?
Livscyklusvurdering og bæredygtighed
Livscyklusvurderingen er et fast element i at vurdere et produkts bæredygtighed. Produktets bæredygtighed skal nemlig bygge på miljøpåvirkningen i alle livsfaser, inklusiv eventuelle afledte aktiviteter eller produkters aftryk på miljøet. Et produkt kan fx umiddelbart virke bæredygtig ud fra brugsfasen alene, men vurderet på basis af alle livsfaser vil man måske opdage, at udvinding af råstofferne er meget miljøbelastene, og måske kan materialerne ikke genanvendes. Derfor er det vigtigt, at bæredygtighedsvurderingen bliver baseret på alle produktets livsfaser.
Hvordan indgår livscyklusvurdering (LCA) i EU taksonomi?
Livscyklusvurdering (LCA) spiller på flere måder en central rolle i EU taksonomien. Ved vurdering af en økonomisk aktivitets bæredygtighed, skal alle aktivitetens livsfaser inddrages, både upstream og downstream aktiviteter. Bæredygtighedsvurderingen inddrager både miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer (Environment, Social & Governance – ESG).
I forhold til vurdering af de miljømæssige faktorer, har EU defineret seks afgørende miljømål og begrebet DNSH (Do No Significant Harm). Selvom en økonomisk aktivitet bidrager positivt til et miljømål, fx klimaet, er det afgørende, at aktiviteten ikke medfører væsentligt skade på de 5 øvrige miljømål. Det er fx et krav for en lang række sektorer, at alle aktivitetens livsfaser skal være helt fri for skadelige kemiske stoffer, for at aktiviteten kan blive vurderet bæredygtig.
Hvordan bliver man som SMV inddraget i livscyklusvurderingen (LCA)?
Virksomheder der skal rapportere om bæredygtighed jf. Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), kommer til at efterspørge relevant dokumentation fra deres underleverandører. Dette er nødvendigt for at sikre, at vurderingen af bæredygtighed bliver baseret på alle livsfaser. Den rapporteringspligtige virksomhed har interesse i at afdække underleverandørernes aftryk på miljøet bedst muligt, for at deres egen livscyklusvurdering fremstår med størst mulig troværdighed.
Hver enkelt underleverandør kan dog nøjes med at rapportere om de forhold i deres egen værdikæde, som udgør en væsentlig påvirkning ud fra et livscyklusperspektiv. Alle virksomheder bør derfor snarest muligt påbegynde en analysen af, hvor de har væsentlige påvirkninger.
