Den 1. september 2020 træder Arbejdstilsynets nye regler for skærpet tilsyn og opkrævning af gebyr i kraft (jvf. bekendtgørelse BEK nr. 1085 af 24/06/2020). Gebyret er på 10.000 kr.
Den nye bekendtgørelse er en del af den politiske aftale fra foråret 2019 om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet.
Hvis en virksomhed får et skærpet tilsyn, vil det også blive offentliggjort på Arbejdstilsynets hjemmeside at.dk under virksomhedens smileystatus (jvf. BEK nr. 1156 af 07/07/2020)
Arbejdstilsynet gennemfører et skærpet tilsyn i virksomheden i forlængelse af, at de har afgivet ét eller flere forbud mod, at virksomheden fortsætter arbejdet pga. overhængende og betydelig fare for de ansatte.
Arbejdstilsynets overordnede formålet med det skærpede tilsyn er:
- Kontrol af, om virksomheden har rettet sig efter forbuddet/forbuddene.
- Kontrol af, om virksomhedens hovedarbejdsprocesser på arbejdsstedet bliver udført forsvarligt.
- Kontrol af, om virksomheden opfylder de krav om egenindsats, der er relevante for at forebygge de væsentlige arbejdsmiljøproblemer, Arbejdstilsynet eventuelt konstaterer på det skærpede tilsyn. Krav om egenindsats kan fx være arbejdspladsvurdering (APV) og årlig arbejdsmiljødrøftelse.
- Dialog om, hvordan virksomheden kan forebygge væsentlige sikkerheds- og sundhedsmæssige risici ved forholdene og de væsentlige arbejdsprocesser, som virksomheden skal udføre på arbejdsstedet.