Kemikalieledelse og cirkulær økonomi
Derfor er kemikalieledelse en god idé, og derfor bidrager det til cirkulær økonomi
Myndighederne regulerer brug af ”problemstoffer” mere og mere, både ved administrative krav, vurderingskrav, oplysningskrav, substitutionskrav og rensningskrav, for at beskytte mennesker og miljø.
Det betyder omvendt, at kan vi fjerne ”problemstoffer” fra virksomheden (ved udvikling og indkøb), så lettes vi for en lang række opgaver og omkostninger. Hertil kommer, at virksomhedens færdigvarer og restprodukter bliver renere og med større sandsynlighed for genanvendelse i andre processer. På den måde kan vi tilføre vores ”skrot/affald” værdi. Det er præcis det cirkulær økonomi handler om.
Risici ved brug af ”problemstoffer”
Brug af ”problemstoffer” skaber direkte risici for medarbejderne, der anvender dem, for vores lokalsamfund og for vores miljø. Desuden står de virksomheder, der anvender dem overfor tre forskellige typer af kemiske risici, de skal håndtere:
Regulatoriske risici – risici for store omkostninger til bøder, sagsomkostninger, tvungen tilbagetrækning mm.
Regulatoriske risici er potentielle omkostninger, man som virksomhed kan blive pålagt, såfremt nuværende og fremtidige kemikalieregler ikke efterleves og forpligtelser ikke overholdes. Det kan fx være bøder, omkostninger til tvungen tilbagetrækning af varer eller til pålagte sagsomkostninger fra kunder og andre, der har lidt tab.
Image risici – Risici for tab af tiltrækningskraft ift. nye kunder, nye medarbejdere, investorer m.fl.
Image risici er potentielle omkostninger, man som virksomhed kan blive pålagt ved at blive eksponeret offentligt pga. farlige kemikalier i sine produkter eller forsyningskæder fx til retssager. Det kan også være manglende indtjening pga. lavere salg, reduceret markedsvurdering eller mindre kundeloyalitet.
”Re-design” risici – Risici for tab af markedsandele
Re-design risici er potentielle omkostninger relateret til fortsat anvendelse af farlige kemikalier i produkter og fremstillings-processer. Hvis man ikke får re-designet sine produkter inden forordninger ændres eller markeder skifter, kan man pålægge sig selv store tab pga. mistede markedsandele til konkurrenter eller store omkostninger, fordi man er tvunget til at lave produktændringer under pres og i kriseforhold.
Fordele ved kemikalieledelse og bidrag til cirkulær økonomi
Der er klare fordele ved kemikalieledelse med bæredygtighed som mål:
- Ovennævnte risici minimeres
- Muligheder for øgede markedsandele pga. re-designede produkter uden ”problemstoffer” (cirkulær økonomi)
- Muligheder for øget tiltrækningskraft ift. nye kunder, ved større (større tillid og troværdighed)
- Muligheder for øget tiltrækningskraft ift. dygtige og kvalificerede medarbejdere (større tillid og stolthedsfølelse)
- Muligheder for øget tiltrækningskraft ift. investorer (større tillid og sikkerhed for indskudt kapital)
- Højere priser for varer pga. større skrotpriser (genanvendelse af materialer/cirkulær økonomi)
- Mindre drift omkostninger pga. færre lovkrav til de kemikalier, der anvendes.
Cirkulær økonomi
Affaldsmængderne vil reduceres, og i bedste fald kan en omkostning konverteres til en indtægt (cirkulær økonomi). Dertil kommer besparelser i produktionen – både i form af ressourcer som fx energi, vand, rensekemikalier, men også i form af tid til administrative opgaver.
Tager vi skridtet fuldt ud og satser på bæredygtige produkter/services eller en bæredygtig produktion, kan vi også profitere på de ”grønne” produkter via nye markeder og større efterspørgsel og på et ”grønt” image med fokus på ansvarlighed.
Skal vi skubbe gang i den cirkulære økonomi, og arbejdet på at vores materialer kan genanvendes, skal vi sikre, at problemstofferne ikke kommer ind på vores virksomhed, sammen med de råvarer, de kemikalier og de artikler, vi anvender. De kan nemlig reducere mulighederne for genanvendelse af vores produkter og materialer. Problemstofferne skal undgås ene og alene på basis af det faktum, at de er farlige, da ingen kan forudsige, hvor materialerne vil blive brugt i recirkulations processen.
Mere information
Her kan du læse mere om:
- Hvordan I får implementeret kemikalieledelse: “Kemikalieledelse og bæredygtighed”
- COS som værktøj til implementering af kemikalieledelse: “Få styr på kemi’en med COS”
- Regeringens strategi for cirkulær økonomi – august 2018
Del siden