ISO 45001 certificering og kemikalier 

Hvilke krav stilles der til kemikalier i ISO 45001 standarden?

I arbejdsmiljø-standarden er der fokus på, om I har styr på arbejdsmiljøet og sikkerheden ved drift af Jeres virksomhed. I skal derfor sikre, at I har styr på Jeres kemiske arbejdsmiljøpåvirkninger, og at I som minimum efterlever de myndighedskrav i relation til kemikalier, der stilles i lovgivningen til Jeres virksomhed.

ISO 45001 (arbejdsmiljø): Myndighedskrav til kemikalier er bl.a. at I:

  • har en oversigt over de kemikalier, I anvender.
  • har opdaterede sikkerhedsdatablade på de kemikalier, I anvender.
  • har oprettet arkiv over gamle sikkerhedsdatablade (10 år efter sidste anvendelse).
  • har opdaterede arbejdspladsbrugsanvisninger på de kemikalier, I anvender.
  • har risikovurderet de processer, hvor I anvender kemikalier (kemisk APV).
  • erstatter de kemikalier, I anvender, med mindre farlige (substitution), hvor det er muligt.
  • har foretaget eksplosionsvurderinger (ATEX APV) af Jeres processer.
  • overholder evt. krav til anmeldelse og tilladelse ved brug af produktet.
  • overholder krav til anvendelsesbegrænsninger (visse brugergrupper og anvendelser).
  • overholder uddannelses- og instruktionskrav ved brug af kemikalierne.
  • opbevarer Jeres kemikalier korrekt og sikkert.
  • klassificerer og mærker farligt gods korrekt før afsendelse, herunder affald.

Standardkrav i ISO 45001 omfatter bl.a:

Krav til indkøb af kemikalier og tjenesteydelser:

ISO 45001 kræver, at man som virksomhed gennemfører kontroller for at sikre, at de varer man køber herunder råvarer, farlige stoffer, udstyr, men også tjenesteydelser, overholder kravene til et arbejdsmiljøledelses system. Kontrollen skal kunne identificere og evaluere potentielle sundheds- og sikkerhedsrisici forbundet med varerne (råvarer, farlige stoffer, udstyr) eller tjenesteydelserne forud for indførelse i Jeres virksomhed.

Krav til outsourcing og indkøb af tjenesteydelser:

ISO 45001 stiller krav til, at enhver outsourcet proces skal være en del af arbejdsmiljøledelses-systemet og at virksomheden skal vurdere de risici, der er forbundet med outsourcing af sine aktiviteter.

Krav til kemikalie dokumentation

Ønsker I et arbejdsmiljøcertifikat, skal I kunne dokumentere, at I overholder både myndighedernes krav og standardens krav til drift af Jeres virksomhed og at I løbende foretager vurderinger, hvis noget ændrer sig:

Arbejdsmiljøpåvirkninger og arbejdspladsbrugsanvisninger

I skal kende Jeres processer, herunder vide hvilke kemikalier, der anvendes i disse processer og I skal kunne dokumentere, at I har opdaterede sikkerhedsdatablade på de kemikalier, I anvender. I skal også kunne dokumentere, at I har foretaget en risikovurdering af de påvirkninger af arbejdsmiljøet, sikkerheden og sundheden, som Jeres processer har. Både i Jeres egen virksomhed og hos jeres underleverandører (tjenesteydelser). Desuden skal I kunne dokumentere, at I udarbejder og opdaterer arbejdspladsbrugsanvisninger, så alle, der anvender kemikalierne, ved hvordan de anvendes sikkert.

Lovcompliance

Med hensyn til ”lovcompliance” (efterlevelse af lovkrav) skal I kunne dokumentere, at I kender de kemikalie-, arbejdsmiljø- og sikkerhedslovkrav, som brugen af Jeres kemikalier medfører, og at I efterlever dem.

Indkøb

Desuden skal I kunne dokumentere, at I vurderer nye kemikalier, for at identificere potentielle sundheds- og sikkerhedsrisici, herunder særlige lovkrav, der er forbundet med dem, forud for indførelse af disse råvarer og hjælpestoffer på Jeres arbejdsplads.

Kompetencer

Og I skal kunne dokumentere, at I har de rette kompetencer til at kunne udføre vurderinger og andet, der påvirker Jeres arbejdsmiljøpræstation, og Jeres evne til at opfylde Jeres forpligtelser.

Mere information

Her kan du læse mere om hvilke værktøjer og services COS indeholder, der kan lette Jeres dokumentationskrav ved en ISO 45001 certificering. COS står for “Chemical Online Service” og er vores kemikalievidensløsning.

Del siden